Historien om Aalborg Kommunes Samråd

I 1991 opfordrede Aalborg Byråd borgerne i kommunens lokalområder til at oprette en bred sammensat organisation – kaldet samråd – med det formål at styrke samarbejdet mellem lokale private og offentlige organisationer og institutioner. Ideen med samråd er at løse opgaver i flok. Opgaver, som de enkelte foreninger m.v. ikke kan løfte alene. Samrådene skal fungere som et talerør for lokalsamfund og skabe udvikling i disse.

Sammensætning
Et samråd er et samarbejde mellem foreninger, klubber og offentlige institutioner. Sammensætningen er meget forskellig i de forskellige samråd, men det er et krav, at de netop bygger på tanken, om at alle foreninger, klubber og institutioner i et lokalområde har mulighed for at deltage.
Der er i øjeblikket 42 samråd i Aalborg Kommune.
Der udbetales 15.000 kr. årligt i tilskud til hvert samråd, som har haft løbende aktiviteter året igennem, og som agter at fortsætte arbejdet. Tilskuddet er til dækning af kontorhold, arrangementer m.v.