Vedtægter

Vedtægter for Vestbjerg Samråd

 – stiftet 6. april 1992

§ 1. Navn

Samrådets navn er Vestbjerg Samråd.

§ 2. Geografisk dækning

Vestbjerg Samråd dækker det samme geografiske område som Vestbjerg Skoledistrikt samt området omkring Vang Mark.

§ 3. Samrådets formål

Vestbjerg Samråds formål er at være

  • Byens talerør til myndigheder og politikere i relation til byens udvikling
  • Initiativtager til drøftelser og debatter om byens udvikling

Samt at medvirke til at Vestbjerg

  • Er en attraktiv by at bo og leve i, gennem alle faser af livet
  • Aktiverer byens borgere, institutioner, forretninger og foreninger til at gøre en fælles eller selvstændig indsats for byen
  • Tager initiativer til arrangementer og aktiviteter for byens borgere
  • Synliggør byens aktiviteter overfor nuværende, nye og kommende borgere

§ 4. Medlemmer

Medlemmer af Vestbjerg Samråd er alle borgere med postadresse i henhold til § 2.

§ 5. Samrådets ledelse

Vestbjerg Samråd ledes af en bestyrelse på minimum 9 medlemmer.

Bestyrelsen kan blandt andet bestå af medlemmer udpeget af følgende:

  1. Repræsentant udpeget af bestyrelsen for Vestbjerg Aktiv Center
  2. Repræsentant udpeget af Borgerforeningen
  3. Repræsentant udpeget af de erhvervsdrivende i Vestbjerg
  4. Repræsentant udpeget af de forældrevalgte for skolebestyrelsen for Vestbjerg Skole
  5. Repræsentant udpeget af de forældrevalgte i byens børnepasningsordninger
  6. Repræsentant udpeget af Vestbjerg Idrætsforening
  7. Repræsentant udpeget af byens uniformerede korps

Medlemmer fra byens foreningsliv kan løbende revideres med tilføjelser og sletninger uden at det giver anledning til vedtægtsændringer.

Herud over indvælges på Vestbjerg Samråds generalforsamling et antal medlemmer samt tilsvarende suppleanter til bestyrelsen, bestemt af den til hver tid siddende bestyrelse.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 af bestyrelsen er samlet, hvoraf den til enhver tid siddende formand er i blandt. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Herud over består Samrådet af et antal projektgrupper, der hver arbejder med et specifikt emne eller område. Projektgrupperne er selvsupplerende med medlemmer. Deres resultater rapporteres til bestyrelsen.

De enkelte bestyrelsesmedlemmer påtager sig et kontakt- og talerørs ansvar i relation de aktive projektgruppers arbejde.

§ 6. Samrådets drift og økonomi

Medlemskab af Vestbjerg Samråd er gratis for den enkelte borger. Økonomien bygger først og fremmest på det årlige tilskud fra Aalborg Kommune. Tilskud og bidrag fra borgere,

institutioner og virksomheder kan komme på tale ved afvikling af arrangementer. Vestbjerg Samråd undersøger løbende mulighed for tilskud fra relevante fonde.

§ 7. Generalforsamling

Den årlige generalforsamling som er øverste myndighed, afholdes inden udgangen af årets 1. kvartal. Generalforsamlingen indvarsles skriftligt ved annoncering i lokal avis og evt. andre medier senest 2 uger før generalforsamlingen.
Forslag der ønskes optaget på generalforsamlingens dagsorden, skal være bestyrelsen skriftligt i hænde  senest 14 dage før generalforsamlingen. Alle beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig ved minimum 20 stemmeberettigede borgeres fremmøde.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Beretning fra projektgrupperne
  4. Regnskab og budget for det kommende år
  5. Indkomne forslag
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
  7. Valg af revisor og revisorsuppleant
  8. Eventuelt

Stemmeafgivningen sker ved håndsoprækning eller skriftligt, hvis det forlanges.

Bestyrelsesmedlemmer er valgt for en 2 års periode, således at der maksimalt udskiftes halvdelen hvert år. Af de i § 5 nævnte foreninger udskiftes 1-3 i lige år og 4-7 i ulige år. Bestyrelsen konstituerer sig selv på første møde efter generalforsamlingen med en formand, en sekretær og en kasserer.

§ 8. Regnskab og revision

Samrådets regnskabsår er kalenderåret.

Årsregnskabet gennemgås og påtegnes af revisor senest 1 uge før generalforsamlingen.

Kopi af årsregnskab fremsendes til borgmesterens Forvaltning efter generalforsamlingen.

§ 9. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af et flertal af bestyrelsen eller når 25 af områdets beboere indsender skriftlig anmodning herom. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med 14 dages varsel på samme måde som den ordinære generalforsamling.

§10. Vedtægtsændring

Ændringer i vedtægter kan finde sted på generalforsamlingen. Vedtagelse sker ved almindelig afstemning og en ændring er vedtaget ved almindeligt flertal.

§ 11. Opløsning af Samrådet

Beslutning om Samrådets opløsning kan kun ske på en generalforsamling samt en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling, således at der bliver indkaldt med mindst 3 og højest 5 uger mellem de to generalforsamlinger. Beslutningen skal ske med mindst 2/3 flertal blandt de fremmødte på den ekstraordinære generalforsamling. Samrådets eventuelle formue tilfalder kulturelle eller sociale aktiviteter i området.

Vedtaget på Vestbjerg Samråds årsmøde d. 20. marts 2019